Operation af højre knæ

I dag var det så højre knæs tur til at få besøg af et kamera. Det var slet ikke så slemt denne gang, fordi jeg vidste, hvad der skulle ske og derfor kunne slappe mere af i knæet.

Hvad fandt manden derinde?

Læsioner:
Der var 2 mindre læsioner og 1 “kæmpe” læsion. For det fik jeg endnu en binyrebarkhormonindsprøjtning.

Irritationer af slimhinder:
Var der en del af. De blev skåret væk.

De problemer jeg har med mit venstre knæ, kan sagten blive ved sådan i flere måneder endnu, så alt i alt vil jeg tro, jeg har en mening om, hvorvidt tingene har hjulet om et halvt års tid. Men jeg skal lige snakke nærmere med lægen, når jeg skal til kontrol om 14 dage.

So far so good. Nu er det blot at overstå den svære ventetid.

Sting væk

I dag har jeg været til kontrol med mit venstre knæ og samtidigt blev stingene fjernet. Alene det at de blev fjernet, gjorde det meget nemmere at gå på trapper. Selv om det er blevet meget bedre de sidste 4-5 dage, er knæet stadig mere ømt, end det var inden operationen. Det skal have lidt tid. Lægen og jeg tager en snak om status i starten af september, når højre knæ skal filmes.

Gener

Forleden dag læste jeg på forsiden af Nyhedsavisen en artikel med titlen “Se ind i fremtiden for 5.000 kr.” Den handlede om firmaer, som for ussel mammon laver en genetisk kortlægning af ens arvemasse.

Jeg synes, det er utrolig spændende rent videnskabeligt, og ville da heller ikke have noget imod at vide lidt om, hvad jeg mon kan forvente mig af min krop i de kommende år.

Jeg tjekkede deCODEme og blev endnu mere interesseret.
Efter at have fået kortlagt sin arvemasse kan man få at vide, om man er disponeret for visse sygdomme (fx Alzheimers, Diabetes type 1 og 2, Prostata Cancer og Psoriasis). Nogle sygdomme vil man ikke kunne gøre noget ved. Men måske vil man kunne det i fremtiden.

Nogle mennesker vil ikke vide det, hvis de er i farezonen for en bestemt sygdom. Sådan er jeg ikke. Hvis jeg har en mulighed for at gøre noget ved det, vil jeg gøre det. Også hvis det betyder, at jeg kan få et eller andet at vide, som jeg ikke kan gøre noget ved.

Jeg vil bruge lidt tid på at sætte mig lidt bedre ind i sagerne og tage en beslutning, om jeg skal få det gjort.

Hvad synes du om den slags videnskabelige fremskridt?

I gang igen

I et forsøg på at genoptræne mine knæ, gik jeg sidste år i gang med at lave knæøvelser og startede på svømning. Efter kort mistede jeg modet. Nu har jeg fået det tilbage sammen med en portion fornyet energi.

I går startede jeg på de daglige knæøvelser. I dag startede jeg på “hverandendaglig” 30 minutters morgensvømning. Super måde at starte dagen på. Jeg havde helt glemt, hvor rart det er.

Så nu er det med at holde fast. Og det mener jeg.

I morgen skal der blæses balloner

Jeg er på vej hjem fra Holbæk sygehus sammen med Maze og Anne. Farmand skal have foretaget ballonudvidelsesindgrebet på Riget i morgen. Dejligt, at de trods alt har rykket hurtigere end forventet; både med undersøgelsen og med operationen.
Til gengæld har de flyttet ham ind i TV-stuen, da der var lidt for mange akutte patienter på stuerne. Han tager det med godt humør, og regner med at være hjemme igen fredag.

I morgen er det afsted til Riget og være heppekor.

Dyre stik

I slutningen af maj suser jeg en tur til Japan for at besøge Buen. Derfor skal jeg imorgen ud på Statens Serum Institut og stikkes med en masse nåle, eller i hvert fald et sted mellem 2 og 6, alt efter hvad de nu anbefaler. Det er faktisk ikke nogen billig affære at blive vaccineret. På samme side skriver de “Forebyggende vaccinationer er ikke dækket af den offentlige sygesikring.” Nu faldt jeg ret tidligt fra nålestikker-uddannelsen, så kan nogen sige mig, om der findes vaccinationer, som ikke er forebyggende ?