Hill Street Blues

Da jeg var barn, var zapper-kulturen knap nok opfundet. I hvert fald havde vi i mit barndomshjem kun én tv-kanal og den blev vist i sort/hvid (snak med min mor, hvis du vil vide mere om manglende farve-tv og børneopdragelse). Jeg har mange barndomsminder, som har noget med tv at gøre. På en eller anden måde var man mere tro mod tv-serier, når der ikke var andre muligheder.

En af de serier jeg husker bedst, er Distrikt Hill Street (på engelsk: Hill Street Blues). Jeg tror, den blev sendt lørdag aften. Jeg fik lov til at være længere oppe end mine små søskende, så når de var lagt i seng efter slikaften, sad min mor og jeg og så Distrikt Hill Street. Der var en herlig skare af karakterer på den politistation, som talte til mit drengesind. Og så er der et eller andet over tema-melodien, som den dag i dag giver mig en følelse af tryghed.

De første to sæsoner er udgivet på dvd. Måske skulle jeg købe dem og drømme mig tilbage til lørdag aftener foran tv med min mor.

Her er introen til Distrikt Hill Street. Uuh, det er til at få kuldegysninger af.