Snørebånd

Har du nogensinde oplevet, at dine snørebånd er gået op, selv om du synes, du har bundet dem nok så stramt?
Det har jeg. 100vis af gange.

Det viser sig, at det meste af verden lærer at binde snørebånd på den forkerte måde. Den rigtige måde er meget lig den forkerte måde, blot med den forskel at man binder sløjfen den modsatte vej.

Der findes mange videoer om det på nettet. Den bedste (med videnskabelig forklaring) er her:

Hvis krigen kommer (1962)

Engang fandtes der ikke terrorisme. Dengang var vi endnu mere bange, end vi er nu. Der fandtes nemlig noget, som hed Den Kolde Krig. Den gik ud på, at Sovjetunionen og USA jonglerede med en masse atombomber. Den som først tabte en atombombe var en tøsedreng, og derfor blev ingen bomber tabt.

I lille Danmark kunne vi ikke finde ud af at jonglere, og det så så drabeligt ud, når de store legede. Derfor blev vi bange, og fandt på måder at overleve atombombers fald.

I Statsministeriet besluttede man i 1962, at alle havde brug for en manual, som fortalte, hvordan man skulle forholde sig, “hvis krigen kommer”. Hæftet indeholder interessante oplysninger om bl.a. panikundgåelse, beskyttelsesrum til køer, de nødvendige mængder af chokolade, som skal medbringes til beskyttelsesrummet og naturligvis den hæderkronede teknik til overlevelse: Duck and Cover (som også amerikanerne lærte).

Jeg har lånt hæftet af min gode ven Paul, og du kan læse det her:

Hvis krigen kommer (1962)

Fuck kikkerter

Engang imellem løber man ind i had, som er så uforståeligt, at man bare må dele det med verden.

For nogle år siden havde en eller anden optisk udfordret (formoder jeg) person tagget en mur på den lokale fotobutik med teksten “fuck kikkerter”.

Jeg nyder en sund portion had lige så meget som alle andre, men kikkerter har jeg aldrig hadet.

Hvilke sære former for had har du oplevet?

Gør tiggere til givere

Kære Amnesty, Greenpeace, Care og ..lad os sige Red Finn Nørbygaards Bil:

Her er en ide, som formodentligt vil gøre alle meget gladere. I stedet for at lade jeres tiggere stå på Strøget og forpeste fredelige menneskers hverdag, var det så ikke en ide at give jeres tiggere et rigtigt job, hvor de kunne betale fx 50% af deres løn direkte til jer?
Det må da være mere givtigt end de håndører, de skraber sammen nu.

De forfulgte, klimaet, Finn Nørbygaard og Tiggernes Fjender takker jer.

Tosser eller tyveknægte?

I går aftes hørte jeg pludselig nogen rumstere ved nøglehullet i min entredør. Uden synlig succes. Jeg kiggede ud gennem dørspionen, og så to skæggede gutter, som lignende lazeroner. Standard Sydhavn-uniform, ikke noget specielt der. Den ene af gutterne bar på en reol; en temmelig tung reol, så det ud til.
Imens jeg åbnede døren, hørte jeg den ene sige “Larsen, det er da ikke rigtigt”.
Da jeg fik døren op, spurgte den ene “er det her nummer 4?”. Jeg svarede “nej, det er nummer 10”. Han sluttede med “nå ok, vi skal til nummer 6”, og så undskyldte de og gik ned igen.

Lige en kende skummelt for mig. Jeg kom straks til at tænke på, om de mon har en fungerende nøgle til min lejlighed, og om de bare rumsterede med den for at tjekke, om der var nogen hjemme. Eller var de mon bare ikke lige de mest friske havørne i Sydhavnen?

Når sommerferien er slut, er sommeren slut.

I starten af sommeren, helt frem til og med sommerferien, er jeg altid meget ude, og tænker meget på at være ude, gå i parken med venner og den slags.

Men når sommerferien er overstået, har jeg overhovedet ikke samme trang til at komme ud. Jeg har det som om, sommeren er forbi, selv om der sagtens kan være flere uger med godt sommervejr tilbage. Det føles som om, min hjerne allerede har indstillet sig på efterår. Men come on, hjerne, det må du kunne gøre bedre!