10 år med ævl

du var med dengang de fleste ikke vidste hvad en blog var
du er med i dag hvor de fleste har glemt hvad en blog er

fra ung og trendy geekster
til et relikvie i udkantsinternettet

Tillykke Jagges Ævl, du er 10 år gammel i dag.

Hævnens time

Mange års eftersøgning havde endelig båret frugt. Jeg stod nu i den ondes køkken. Jeg gennemrodede alle skabe for at finde en passende fødevare at udøve min hævn på. Endelig. Der var den. Jeg åbnede pakken med havregryn og puttede ét på hvert gryn. Jeg kunne allerede se hans ansigt for mig, når han næste morgen glædede sig til en skål havregryn med mælk. Og rosiner; han var garanteret typen, som puttede rosiner på sine gryn. Det fik bare hævnen til at føles endnu bedre. Hans ansigt ville gå fra forventningens glæde til overraskelse til vrede. Det var perfekt.
Endelig skulle manden, som putter klistermærker på frugt, få sin egen medicin at smage.

Pas på Den Fynske Fælde

I går købte jeg ind til at lave en omgang cookies. For at give dem lidt ekstra lækkerhed købte jeg en rulle marcipan fra forbrydersyndikatet Odense Marcipan. Den rulle, jeg valgte, lå sammen med andre ruller af forskellig kulør i en juleudstilling (ja, sommerferien er jo overstået) i SuperBrugsen.

Uden at tænke yderligere over det eller studere den nærmere, snuppede jeg, hvad der lignede en rulle almindelig marcipan. Da jeg kom hjem var det imidlertid en fæl jordbærmarcipan, som ikke hører hjemme i cookies, hvis overhovedet nogen steder. I mit tilfælde kom den til at høre hjemme i skraldespanden.

Hvis der nu havde ligget en rulle almindelig marcipan i sankt hans-udstillingen juleudstillingen, ville jeg nok have lagt mærke til den ene procent afvigelse i farven. Men det gjorde der ikke. Jeg var hoppet lige lukt i Den Fynske Fælde.


Væmmelig rosa marcipan


Korrekt almindelig marcipan

Efterår(?)

Skal det her forestille et efterår? Jeg har shorts på for dælen!

Da jeg var ung, gik man på æblerov i naboens have, når det var efterår. Nu går jeg på æblerov i Superbrugsen. Og med “æblerov”, mener jeg, at Superbrugsen er røvere for at tage ublu priser for de æbler, som var gratis i gamle dage.

Hvem har fundet på titlen “efterår”? Tydeligvis ensporede individer, som er besat af sommer. Forår kommer før sommer og efterår kommer efter. Det hele handler om, hvor årstiden befinder sig i forhold til sommer. Vidste du for øvrigt, at “vinter” er latin for “så langt fra sommer som muligt”?

Hvorfor egentlig have kun 4 årstider? Jeg foreslår, at der starter en ny årstid, hver gang vejret ændrer sig mærkbart, fx når det regner, sner eller temperaturen ændrer sig 1 grad, fordi en sky går for solen. På den måde kan man også få mere lokale årstider.
Årstiderne skal, ligesom orkaner, have personnavne. Men i modsætning til orkaner bliver det kønsneutrale navne som Rene, Kim og Emil Thorup.

Det er på tide med en årstidsrevolution.